For hvem begår vi medlidenhedsdrab?

Grunden til at jeg skriver dette, er for at skabe debat om hvorvidt det vi normalt accepterer som den ”korrekte” måde at vise medfølelse og omsorg på, er så rigtig, eller om vi blot har accepteret en form for mainstream medfølelse, uden at sætte spørgsmålstegn.
Jeg støder tit på holdningen, både i mig selv og andre, at det er det bedste at aflive et dyr, hvis det lider og ikke har udsigt til bedring. Men ER det virkeligt det? Det er efterhånden blevet mit indtryk, at det at kæmpe fr overlevelse, når man er truet på livet, er et naturligt instinkt hos stort set alle intiligente livsformer. Særligt dyr vil bide utroligt meget smerte i sig, for ikke at vise andre at de er sårede og dermed et let bytte.
Ofte når vi møder et sådant dyr, bestemmer vi os hurtigt for hvorvidt det er bedst at begå et såkaldt medlidenhedsdrab hvorefter vi som regel skrider til handling. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det nu også er det dyret ville ønske, hvis det havde muligheden for at komunikere med os. Jeg kan dårligt forestille mig at et dyr der har gået og bidt intense smerter i sig, i en længere periode, med det ene mål at prøve at overleve blot en time mere, vil føle det særligt retfærdigt, når der kommer et menneske forbi, og bestemmer sig for at gøre en ende på dets kamp for overlevelse – i kærlighedens, medfølelsens, medlidenhedens navn.
Medlidenheds drab er nok et meget passende navn, for hvad det er vi gør, når vi ender et andet væsens kamp for overlevelse. For er det ikke netop fordi, vi ikke selv kan bære den smerte vi bliver konfronteret med, at vi er så hurtige til at gøre en ende på det? Afliver vi virkeligt dyret for dets egen skyld? Og er det vores ret, som ”mere intiligente” væsner, og dømme over hvornår et andet væsen ikke længere bør kæmpe for overlevelse, og bare bør få gjort en ende på det i en fart?

Det samme gør sig gældende med mennesker, som enten ligger i koma, eller som vi dømmer til at være kommet i en ”uværdig” situation, hvor de ikke længere er kontaktbare, men blot ligger i en seng og holdes i live af slanger og maskiner. Med disse menneseker har vi også særlige procedurer, hvorved vi kan tillade os at slukke for de maskiner der holder dem i live. Men bør man ikke spørge sig selv om, hvorvidt der er en mulighed for, at disse mennesker lever et fuldt og rigt liv i deres eget sind. Hvis man forestiller sig muligheden for, at man lige nu ligge et eller andet sted, i koma, i en hospitalsseng, og alt hvad vi ser og oplever lige nu, blot er et liv vi drømmer i denne tisltand. Hvor skræmmende vil den tanke så ikke være, hvis vi samtidig forestiller os at der ved netop denne seng står en pårørende, og er ved at tage en beslutning om at indtille opretholdelsen af netop dette liv vi drømmer lige nu.
Det er selvfølgeligt muligt at argumentere, at en sådan kunstig livsforlængelse er unaturlig, og det derfor er bedst at ende den istedet for at holde et ukontaktbart menneske i live. Men hvornår er livsforlængelse naturligt? Vi har inden for ganske få årtier forlænger menneskets gennemsnitlige levetid ganske betragtligt, ved hjælp af vacciner og andre lægevidenskabelige fremskridt. Hvor går grænsen for, hvornår vi i medlidenhedens navn kan tage et andet liv med ”god” samvittighed? En forsker sagde på P1 den anden dag, at han ikke var sikker på, at vi som race overhovedet var i stand til at overleve uden vacciner længere. Han mente at vores immunforsvar muligvis var blevet så svækket, at der var god grund til at antage, at menneskeheden ville blive nærmest udrydelsestruet, hvis vi blev afskåret fra lægevidenskaben. Så hvis vi som race er blevet så unaturlige at vi ikke længere kan overleve uden piller, sprøjter og maskiner, skal vi så begå medlidenhedsdrab på os selv, eller skal vi som hidtil nøjes med de såkaldt hjernedøde og ukontaktbare, som ikke selv er i stand til at sige fra?

Jeg har ikke selv noget ultimativt svar på disse spørgsmål. Alle mine spekulationer og teorier, er netop blot spekulationer og teorier. Ikke destomindre tror jeg fuldt og fast på vigtigheden af at man ikke blot giver efter, for en form for mainstream medfølelse, men gang på gang prøver at sætte sig i pågældenes sted, inden man træffer en så vigtig beslutning som at tage et liv. Og ikke mindst stiller sig selv spørgsmålet: ”tager jeg et liv for at lindre en andens lidelse, eller blot min egen?”